Madspild skal ikke kunne betale sig!

Ganske enkelt skal det ikke kunne betale sig at smide mad ud i Danmark. Det er et fuldstændig uanstændigt og uforsvarligt spild af ressourcer, som giver anledning til unødvendig forurening og klimaforandringer, der vil påvirke både den nuværende og de kommende generationer.

Derfor foreslås det, at alle virksomheder i fødevarebranchen pålægges at rapportere på deres madspildsmængder årligt. Det vil skabe den nødvendige transparens for at komme problemet til livs. For hvad man ikke kan se og måle, kan man ikke reducere.  


BorgerforslagDette borgerforslag opfordrer Folketingets partier til at vedtage en lov, der pålægger alle kommercielle aktører i fødevaresystemet i Danmark at fremlægge deres madspildsdata på en detaljeret og ensartet måde mindst en gang om året. Kommercielle aktører i fødevaresystemet omfatter hele værdikæden fra landmand videre til grossister, detailhandelen og hele foodserviceindustrien, samt catering og kantiner.

For virksomheder i regnskabsklasse C og D (de største) foreslås det, at rapporteringen foregår som integreret del af deres lovpligtige redegørelse om samfundsansvar i Årsregnskabslovens paragraf 99a og 99b. Det foreslås endvidere, at den indrapporterede madspildsmængde for disse virksomheder, er verificeret af tredjepart.

For virksomheder i regnskabsklasse A og B foreslås det, at indrapporteringen sker til tænketanken ONE\THIRD under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det foreslås endvidere, at der under ONE\THIRD nedsættes en task force, som har til opgave at definere, hvordan madspild bør indrapporteres på en ensartet måde, og som årligt analyserer data og giver forslag til konkrete reduktionshandlinger. Finansieringen af denne taskforce vurderes ikke at være mere end 3-4 årsværk og skal findes på Finansloven.


Baggrund for borgerforslagetGlobalt står vi i en menneskeskabt klimakrise og i den sjette masseuddøen af arter på jorden [1, 2]. På grund af menneskelig aktivitet er fem af de ni planetære grænser nu overskredet, og vi kan hermed ikke længere være sikre på, at jorden kan fortsætte med at understøtte liv i den form vi kender det [3]. Samtidig er der omtrent 700 millioner mennesker der sulter [4]. Og i 2050 vil der formentlig være omtrent to milliarder flere mennesker end i dag [5].

Det globale fødevaresystem, som står for omtrent 70% af al ferskvandsforbrug og mellem 25% og 30% af den totale drivhusgasudledning [6, 8], er den primære årsag til den masseuddøen af arter vi oplever. Herhjemme giver en gennemsnitsdanskers fødevareindtag anledning til større udledninger end samme persons direkte energiforbrug [7]. Samtidig går omkring 40% af al mad til spilde globalt [8] - mad som havde kunnet ernære tre milliarder mennesker, og som giver anledning til 10% af verdens samlede udledning af drivhusgasser, hvilket er på niveau med EU og Rusland tilsammen [9]. Derfor er det ikke overraskende, at tænketanken Project Drawdown har vurderet, at madspildsreduktion er det tiltag, der har den største effekt i forhold til at holde den globale opvarmning under 2°C i dette århundrede [10].

Kort sagt: Madspild er et frås vi simpelthen ikke har råd til – og et problem vi må sætte alt ind på at komme til livs.

Ifølge Miljøstyrelsen går 814.000 ton mad til spilde i Danmark om året. Primærproduktionen står for et spild på ca. 44.000 ton, fødevareindustrien for 385.000 ton, detail og engros for 96.000 ton og restaurationsbranchen for 42.000 ton. Husholdninger spilder ca. 247.000 ton mad årligt [11].

Disse tal er til dels drevet af, at det kan det betale sig for kommercielle aktører at smide mad ud [12]. Madspild er med andre ord en integreret del af forretningsmodellen. Ud over at være en dybt uetisk praksis, er det også et problem, som vi ikke har fornøden indsigt i. På trods af Miljøstyrelsens overordnede estimater, eksisterer der ikke et detaljeret overblik over, hvem der smider hvilken mad ud hvornår, hvor og hvorfor [13, 14]. Systemet er simpelthen lukket og komplekst, og der er stor mangel på ensartede data. Øget gennemsigtighed i fødevarebranchen Modspilds Borgerforslag 2 
er en nødvendighed, hvis vi skal komme madspildsproblemet til livs - for hvad man ikke kan se, kan man ikke reducere.

I FN’s verdensmål har madspild fået sit eget delmål – delmål 12.3:
Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres, og fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab af afgrøder efter høst, skal reduceres.

Alle lande i FN, herunder Danmark, har forpligtet sig til at arbejde mod dette mål. Det kræver, at vi etablerer en ensartet og konsekvent måde at måle madspild på.  


Forventet effektEfter blot få år vil Danmark have et retvisende billede af madspildet hos kommercielle aktører i fødevaresystemet. Baseret på en øget gennemsigtighed, vil systemiske og effektfulde løsninger kunne designes således, at det ikke længere kan betale sig at smide mad ud. Med andre ord, vil vi kunne angribe roden til problemet og forebygge madspild.


Eksisterende initiativerForskellige initiativer er blevet søsat for at mindske madspildsproblemet, men de er mest symptombehandling. Mange hundrede frivillige i Stop Spild Lokalt, Fødevarebanken og WeFood gør et fantastisk stykke arbejde - ikke mindst for at få bragt madspild ud til mennesker med lav indkomst. Men de aftager stadigvæk kun 13% af det vurderede madspild i engros- og detailleddet [15].

Too Good To Go er stormet frem og har skabt et stærkt tiltrængt fokus på madspild. De bliver hyldet som en impact tech-startup, men de er en kommercielt drevet virksomhed med fokus på salg og vækst. TGTG appen fjerner ikke incitamentet hos kommercielle aktører til at smide mad ud. Appen gør det muligt at få madspild bragt videre til forbrugerne, men den fjerner ikke kilden til madspild. Og TGTG kan endda blive brugt som greenwashing-metode, da supermarkeder sætter et maksimum på antallet af poser solgt dagligt, uanset hvor meget mad der står til at overskride sidste salgsdato [16]. Resultatet er, at kun en brøkdel af madspildet bliver solgt. 

Mange supermarkeder bruger gule prismærkater til at nedsætte prisen for nogle varer op til sidste salgsdato. Men et voksende antal Skraldere landet over beretter, at supermarkedernes skraldecontainere ofte er fyldt med nedsatte varer [17]. Det indikerer, at prisreduktionerne sker for sent, og/eller at prisen ikke bliver reduceret tilstrækkeligt til, at de danske forbrugere køber varerne. 

Så selvom madspildsproblemet har fået megen fokus de seneste par år, har det ikke ændret på, at det stadig kan betale sig at smide mad ud i dagens Danmark.


Gennemsigtighed kommer
ikke af sig selv
Hvis vi zoomer ind på de 96.000.000 kg madspild, som hvert år produceres i den danske detail-og engroshandel, er problemet, at data indrapporteres på frivillig basis [11, 13]. Det vil sige, at den virkelige mængde madspild sagtens kan være langt større, end det Miljøstyrelsens kan vurdere på baggrund af indrapporteringerne.

Hvis vi fokuserer på leddene længere tilbage i værdikæden, produceres der årligt 385.000.000 kg madspild fra fødevareindustrien. Op til 40% af dette madspild er ”grim mad”, der ikke møder supermarkedernes stringente kosmetiske krav. Med andre ord er der intet galt med maden, fødevarerne er blot for store, for små, for skæve eller på anden måde afvigende fra supermarkedernes normer [12c]. På mange fronter arbejdes der hårdt på at ændre opfattelsen af ”pæn mad” for at reducere danskernes madspild, men der er lang vej op til de mange tusinde ton det drejer sig om. Samtidig ville en normændring heller ikke afhjælpe problemet omkring manglende gennemsigtighed. 


KonklusionFor at sikre gennemsigtighed, som er fundamentet for effektive løsninger, er der behov for, at loven pålægger alle kommercielle aktører i fødevaresystemet at indrapportere madspildet på en ensartet måde. Først når vi kan se og forstå det komplekse billede, vil vi være i stand til at ændre systemet, så det ikke længere kan betale sig at smide mad ud. 

[1] Vi står i en menneskeskabt klimakrise, som kræver akut handling (IPCC 2021).

[2] Det globale fødevaresystem er den største årsag til den sjette masseuddøen af dyrearter (UNEP).

[3] Fem ud af ni planetære grænser er i dag overskredet (KU 2015 og Environmental Science & Technology).

[4] At smide mad ud har også fatale konsekvenser for mennesker på kort sigt. Ifølge de seneste tal lever 690 mio. mennesker med sult, mens 2 mia. lever med fødevareusikkerhed (FAO 2020).

[5] FN estimerer at der vil være 9,7 milliarder mennesker i 2050 (FN).

[6] Fødevaresystemet er ansvarlig for 70% af det globale ferskvandforbrug og 30% af alle drivhusgasudledninger (EAT-Lancet Commission).

[7] Den gennemsnitlige danskers fødevareindtag giver anledning til en større drivhusgasudledning end samme persons el-, varme- og brændsstofforbrug tilsammen (CONCITO 2021).

[8] Op mod 40% af al mad i verden går tabt ifølge en ny rapport fra WWF-UK, som estimerer det globale madspild til at være 2,5 milliarder ton om året (WWF 2021). Dette er ensbetydende med, at 10% af de globale drivhusgasser stammer fra mad, der aldrig når tallerkenen (Our World in Data - Food Production, [6]). En sammenligning med udledninger fra andre kilder sætter dette i perspektiv: 
(a) Det er fem gange så meget, som udledningen fra den globale flytrafik. 
(b) Det er på størrelse med den udledning, der kommer fra det samlede energiforbrug i alle private hjem verden over (omfattende opvarmning, airconditioning, lys, ventilation, hvidevarer, TV, computere og andre elektriske apparater).
Kilde: Our World in Data - Emissions by Sector 

[9] De samlede udledninger for Rusland og EU (eksklusiv UK) var i 2018 på 4,9 Gt CO2eq, hvilket var 10% af verdens totale udledninger på 49 Gt CO2eq (Wikipedia).

[10] At reducere madspild vurderes til at være den løsning med størst effekt i forhold til at holde den globale opvarmning under 2°C (Project Drawdown). 

[11] I Danmark udgør det totale madspild 814.000 ton om året fordelt som følger: (download PDF for tabel). Fødevarer der ikke er spiselige for mennesker, eller som anvendes til foder eller biogas er ikke talt med i ovenstående tabel. Med et årligt forbrug af nærings- og nydelsesmidler på over lidt over 2 ton per husstand (DS – Husstandes årlige forbrug), kunne de 814.000 ton spildt mad i Danmark derfor, i princippet, have ernæret alle husstande i Københavns og Frederiksbergs Kommuner (DS – Antal husstande).

[12] Årsagerne til at kommercielle aktører smider mad ud er blandt andet:
(a) Ingen økonomisk gevinst: Det kan være dyrere for butiksejere (supermarkeder) at reducere madspildet, end det tab de får ved ikke at sælge maden og betale for affaldsbehandling (Miljøstyrelsen 2014).
(b) Overproduktion: Dette sker blandt andet på grund af forkerte prognoser fra forarbejdnings- og detailleddet (Miljøstyrelsen – Primær Produktion 2021, Landbrug & Fødevarer 2015), primærleverandørernes risiko for detailleddets repressalier, hvis de aftalte mængder ikke leveres (CONCITO 2011), eller fordi prisen på ens afgrøde er presset så langt ned, at det ikke kan betale sig at høste den (CONCITO 2011).
(c) Frasortering på grund af størrelse og facon: Fødevarerne lever ikke op til supermarkedernes kosmetiske krav1 (Miljøstyrelsen – Primær Produktion 2021, CONCITO 2011). 

[13] Det er frivilligt for danske virksomheder, om de vil indrapportere data om madspild. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har planlagt at lave en overordnet rapport hvert fjerde år, og den første rapport er udkommet i 2021 (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2021). 

[14] ONE\THIRD under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har en frivillig aftale Danmark mod Madspild, hvor fødevarebranchen kvit og frit kan få hjælp til at måle og reducere madspild.

[15] I 2020 reddede Stop Spild Lokalt, Fødevarebanken og WeFood tilsammen 12.700 ton madvarer. Dette udgør 13% af det madspild, som Miljøstyrelsen vurderer finder sted i detail- og engrosleddet [11].

[16] Netto har indgået et samarbejde med Too Good To Go omfattende samtlige 519 danske Netto-butikker. Men Netto forventer i gennemsnit kun at udbyde 4,5 TGTG-poser per butik dagligt (TV2). Det skal sammenholdes med de omkring 90 kg madspild en Netto-butik i gennemsnit genererer om dagen (Netto). I praksis sætter Netto derfor et loft over antallet af TGTG-poser, og det er tilsyneladende ikke kun i Danmark, at supermarkeder udøver denne praksis (The Sun).

[17] Se hvad de fandt, da Berlingske fulgte med aktivist og klimaekspert Matt Homewood på en tur til supermarkeders skraldecontainere i hovedstadsområdet (Berlingske).


STØT BORGERFORSLAGDOWNLOAD PDF